|
|
Ronald - en punk-rotte Ronald var ikke som de andre rotter. De andre rotter kunne lide at løbe rundt i mørke, trange gange. De elskede lugten af rådne æg, fulde skraldespande og beskidte kloakker. Og når de skulle have det sjovt, gik de på jagt efter ækle, små mus. Sådan var Ronald ikke. Han kunne godt lide at ligge og slange sig på sofaen. Han kunne godt lide frisk luft. Derfor boede han i en rotterede øverst oppe på taget af den gamle fabrik. Reden var en trækasse, som stod bag en skorsten på taget. På væggen hang store fotos af rotter, som sloges med katte. Ronald lå på en sofa, der var lavet af en sok, som var fyldt med avispapir. Bordet var en tom tændstikæske. Stolen var et stearinlys, han havde gnavet på, indtil han syntes, at han sad godt på det. I loftet hang en uro, som var lavet af sejlgarn og kork. Og over døren ind til reden havde han skrevet: Al magt til punk-rotter! Det bedste, han vidste, var at spraye slagord på væggen. Ronald så heller ikke ud som de andre rotter. Håret var klippet, så han havde en punket hanekam, og han havde en ring i højre øre. Det eneste, han havde til fælles med de andre rotter, var, at han elskede ost. Mange tror, at det kun er mus, der spiser ost, og at rotter kun kan lide at spise skidt. Men rotter er nok de største osteelskere i verden. De kan smage, om det er dansk eller fransk ost. Med bind for øjnene kan de kende hvid ost fra ost med billeder af pæne køer på. De kender blåskimmel ost og ost, der er så gammel, at man ville blive syg af at spise den. Og frem for alt er de ekspert i osten gauda, som alle rotter synes er den allerbedste ost. Ud af reden Det var en dag i januar. Det blæste koldt over tagene. Det peb langs væggen i Ronalds rede. Han havde sat et papstykke foran døren for at holde vinden ude. I det ene hjørne brændte der en munter ild i en konservesdåse. Ronald hørte det sidste bånd med Johnny Råt og Kattehvæs. De sang det nye hit: »Mus! Mus! Mus! Gå væk!!!!« Den høje musik fik væggen til at dirre i takt. Ronald dansede rundt på gulvet og lod, som om han spillede guitar i Johnny Råts band.Midt i tredje vers blev papstykket brat revet til side. Ronald blev helt ude af det og faldt over sin båndoptager. Den røg på gulvet og sagde en sær lyd, før den blev stille. I døren stod Ronalds mor. Hun så på ham. Hendes briller var så tykke, at det så ud, som om øjnene svømmede rundt i hendes hoved. Hun havde knyttet håret i to hårde knuder bag nakken. Hun havde et forklæde om maven og slidte tøfler på. Hun havde store muskler i armene. Fru Rotte havde nemlig været mester i kloakbrydning. Nu lagde hun armene over kors, så hendes muskler trådte mere frem, og så vredt på Ronald. »Du spiller så højt, at jeg er sikker på, at morfar kan høre dig. Og han har været død i fem år!« råbte hun. »Så højt var det slet ikke! Og så er det jo Johnny Råt!« sagde Ronald og så trist over på den bulede båndoptager. »Det kan være det samme. Det er det værste, jeg har hørt i mit liv. Så slemt, at det næsten lød som mus!« sagde hans mor. »Men det er ikke derfor, at jeg er kommet. Jeg er urolig over noget andet, Ronald. Jeg tænker på, at du bor her oppe i al den friske luft. Dit hår er grønt. Enten tegner du på væggen dagen lang, eller også ligger du og driver den af på sofaen. Kun katte og mus gør sådan noget. Kan du ikke snart lære, hvad der er bedst for rotter?« »Jeg synes ikke ... « sagde Ronald, men holdt inde, da hans mor kom helt hen til ham. »Du har ikke godt af al den luft,« sagde hun og tog fat i hans hånd. »Det er på - tide, at din far tager sig lidt af dig.« »Åh nej! Ikke ned i kloakken!« peb Ronald. Men hans mor ville ikke høre. Uden nåde hev hun ham ud af reden og trak ham hen til tagrenden. Her sprang hun ned i det sorte hul og hev Ronald med sig. Med rottesnilde gled de tre etager ned og ramte jorden med et »Bonk! «. Så trak hun Ronald gennem et hul i en rude, sprang ned på et bord fuld af krummer og videre ned på gulvet. I et hjørne af det mørke rum brød hun et dæksel op og smed ham ned i et nyt rør. Så var de til sidst midt i en tunnel. Den havde kolde vægge af beton. Langt borte kunne de høre stemmer. Mor er skør
Ronalds far hed Roger Rotte. Han var i gang med at fortælle en lang historie om en dejlig gauda ost han en gang havde fundet. Han slog så ivrigt om sig med armene, at han tabte sin alpehue. Han tog den op og gav sig til at børste støvet af den med let hånd. Roger havde to venner. Den ene var Salt, som var byens eneste hvide rotte. Den anden var Peber, som var sort som kul. De sad lænet op ad væggen. Det så ud, som om de sov, fordi deres øjne var gemt bag mørke solbriller. »Nej, se! Er det ikke familien, der kommer på besøg!« sagde Roger glad, da han så fru Rotte komme med sønnen på slæb. »Så er det på tide, at du tager et ansvar, din sløve rotte!« skældte fru Rotte. »Sig mig, har du rotter på loftet? Tænker du aldrig på, at Ronald en dag bliver voksen? Hvad vil de andre rotter mon sige, når de ser ham?« Der lød et langt suk fra Ronald. Han gik tungt hen til Salt og satte sig. Men først skrev han med spray på væggen:  »Men den dreng ser da frisk og fræk ud,« mente Roger. »Hår er hår. Punk er punk. De unge kræver jo deres. Før eller siden får han sit eget rør her nede i kloakken. Jeg kan huske, da jeg fik mit... « »Hvor længe siden er det, han har været nede i kloakken?« afbrød fru Rotte ham. »Han må lære at klare sig her. Og det er dit job at lære ham det!« Hun gav Roger et dunk i brystet med en hård pegefinger. »Jamen, Magda ... Du tror vel ikke, at jeg har tid til ... « Mere nåede Roger ikke at sige. Hans kone tog brydertag på ham og smed ham ned i betonen, så hans tænder gav sig til at klapre. »Nåde! Nåde, nåde, nåde!« råbte Roger og gjorde et fortvivlet forsøg på at komme fri af hendes arme. »Jeg er glad for, at jeg ikke er gift,« sagde Salt. »Har du fået nok?« sagde fru Rotte. »Ved du nu, hvad din pligt som rottefar er?« »Ja, det ved jeg, det ved jeg,« fik Roger frem. »Der er vist ikke noget, han ikke ved,« sagde Salt. »Fedt nok,« sagde Peber. »Sådan var det ikke før.« Da fru Rotte var gået, blev Roger rød i sit hoved og sagde: »Nå, gutter, I må nok tage af sted uden mig.« »Okay,« sagde Peber og rejste sig. »Vi er helt med, kammerat. Du har nok at gøre her. Du må sætte Ronald ind i, hvad du ville have gjort, hvis du havde været med os. Som du ved, er det et farligt og sejt job.« »Hvad taler I om?« spurgte Ronald surt. Roger, Salt og Peber så på hinanden. Så sagde Roger: »I morges, da Salt og Peber gik rundt i kloakken, fik de med ét færten af en fed ost. Lugten var så stærk, at den må stamme fra et stort lager. Vi skal finde det lager. Det er en farlig opgave. Men det mest utrolige er, at de to fyre her tror, at der kan være tale om gauda ost ... « »Men hvad venter vi på, far?« sagde Ronald lidt efter. »Lad os se at finde det der lager!« »Men jeg har lovet ... « sagde Roger spagt. »Han har lovet,« sagde Salt. »Skal vi smutte?« sagde Peber. »Nej, nej, vent! Det er jo din bedste chance for at lære mig alt om rottelivet,« sagde Ronald og trak sin far i armen. »Tja ... øhh ... « sagde Roger og kløede sig på hagen. »Men I må ikke sladre til min kone. Så bliver jeg en stegt rotte!« »Fedt!« sagde Ronald. Peber slog knips med sine fingre. »Der er kun ét problem,« sagde Roger. Han trak dem hen til kanten af afsatsen og pegede ned i det kæmpe store rum. »Ham, der ligger der.« Hvad gør vi nu? De så ned i halvmørket. Fra afsatsen førte den stejle trappe ned til den store hal. Et stort og tre små kloakrør løb fra hver side ud i et bassin med en smal kant. Vandet fra de små rør løb stille gennem det brede bassin og ud i det store rør.På det nederste trappetrin lå en kat og sov. Det var en kæmpe kat. Den havde en strid, grå pels og tykke, gule knurhår. Dens poter var brede og havde krumme, skarpe kløer, der skinnede. Der lød nogle høje snork, men selv i søvne gik dens ører frem og tilbage. Det var, som om katten kunne mærke, at de så på den. For da Roger pegede, åbnede den øjnene og stirrede på dem med et skævt, gult blik. Så rejste katten sig dovent, strakte sine ben, løftede en pote op foran kæften og ræbede. Så gik den op ad trappen, mens den slikkede sig om munden. »Hvad gør vi nu?« sagde Ronald. Han kunne mærke, at hans ben var ved at ryste. »Nu stikker vi af! Ingen slås med Konrad Kat,« sagde de andre. Roger trak Ronald med sig hen til en ledning, som sad fast lige under det sted, hvor de stod. Den gik tværs over rummet hen til væggen ved det største rør. Salt sprang ned på ledningen og gav sig til at balancere hen til den anden side. Derefter kom Ronald og Peber. Katten var ved at nærme sig afsatsen. Så råbte Roger: »Min hue! jeg glemte min hue!« Han fór tilbage, bøjede sig ned og tog sin røde alpehue op. Men lige med ét stod Konrad Kat foran ham. Den hvæsede som en drage og knurrede som en løve. Den stak poten frem for at fange Roger, men fik kun fat i den røde alpehue. Nu blev det for meget for Roger. Ikke nok med at fru Rotte havde givet ham bank. Nu så det ud, som om han også skulle miste det kæreste, han ejede: den røde alpehue. »Dit fandens pelsdyr!« skreg han og gav Konrad én på snuden. »Hjælp! Jeg bliver overfaldet!« skreg Konrad Kat og lagde begge poter over snuden. Roger så sin chance. Han tog huen og løb alt, hvad han kunne hen til ledningen. »Ingen tager min alpehue fra mig, selv ikke Konrad Kat,« sagde han. Han sprang ned på ledningen og susede hen til den anden side. Katten kom sig snart efter sit chok. Og nu var han endnu mere gal. At han ikke havde været hurtig nok til at fange sit bytte var slemt. Men at blive slået af en lille rotte var en stor skam. De fire rotter var nu halvvejs ovre på den anden side. Konrad Kat stak en pote ud og gav sig til at ryste den ledning, som de fire rotter løb på. Roger, Ronald og Salt kunne godt holde sig fast, men Peber havde det svært. Først stod han og svajede. Så var han ved at glide. Så tabte han balancen. Og så faldt han. Den onde Konrad tog med et glad smil bedre fat om ledningen. Men det skulle han aldrig have gjort: For en af hans kløer stak hul på ledningen. Derfor fik han et stød, der fik hans pels til at stritte ud til alle sider. »MIAUUUUU!!!!« hylede Konrad. Der lugtede af brændt kattehår i hele hallen, og katten faldt samme vej som Peber ned i det mørke vand. Imens var de andre rotter nået frem til den anden side. De krøb ned ad den våde væg. »Hvordan gik det med Peber?« sagde Ronald. »Min bedste ven,« græd Salt og så ned på det sorte vand. Den onde Konrad Da de stod ved det store bassin, kom Ronald i tanke om, hvorfor han ikke brød sig om at være under jorden. Der stank, så han kunne mærke sin næse klø. Vandet var sort og slimet.Et stykke ude i vandet kom Pebers hoved til syne. Han gispede efter luft og sprællede med armene. Bag ham kom Konrad Kat frem, og så røg de begge ned under det slimede vand igen. »Jeg kommer, kære ven!« råbte Salt og gik ud i det store bassin. Snart nåede vandet helt op til hans ører. »Hjæælp!« peb Peber Hans hoved var kommet til syne igen. En sort pote med skarpe kløer slog ud efter ham. Men den ramte kun vand. Salt var svømmet ud til Peber og var nu godt i gang med at hive sin rotteven ind i land. »Jeg ... m-m-å-å ... ha-ha-ve ... en... pause,« sagde Peber. »Jeg ... må... slappe ... lidt ... af.« »Så bliver det den sidste pause, du får her i livet,« sagde Roger og pegede ud mod vandet. Konrad var på vej ind. Han forsøgte at få slimen ud af sine øjne og hostede vildt. Katten var helt sort efter badet, så man kunne kun se hans gule øjne midt i en sort krop. »Der er kun én ting at gøre,« sagde Salt. Han tog Pebers ene arm. Roger tog den anden, og Ronald tog hans ben. Sammen bar de Peber. Bag dem nøs katten højt og satte sine poter på land. De fire rotter løb ind i et stort rør med Peber mellem sig. Så løb de ind i et nyt, mere smalt rør, og drejede til højre. De kunne høre et plask af poter i vandet. Ronald havde næsten ikke luft til at løbe mere. Katten fulgte efter dem, mens han skreg: »Ækle pjalterotter! Brune garnkugler! Nu kommer jeg og æder jer med poter og det hele!« I det samme fik Ronald øje på en snæver åbning halvvejs oppe ad væggen. Han fik de andre rotter med derhen. Peber blev først mast ind gennem hullet. Så krøb Ronald ind, og Salt fulgte efter. Som altid var Roger sidst. Han nåede netop at kravle ind, da fire kattekløer langede ud efter ham. Kattens kløer ramte næsten Rogers ryg, da han krøb ind. Konrad prøvede at stikke sin pote ind gennem hullet, men der var ikke plads. Han stod uden for hullet og bandede. »Kom ud, I grimme rottetyve!« skreg han. »Feje skiderikker. Møgaber. Kloakdyr!« »Snothvalp!« råbte Ronald. »Skrid hen hvor kattegruset gror!« råbte Salt. Men snart blev de trætte af at kæfte op. Katten gik tilbage til sin plads. Og de fire rotter samlede sig rundt om Peber. »Det var godt at se jer arbejde så hårdt,« sagde Peber med et smil. »Ja, men nu er det på tide at gå i gang med vores egen jagt,« sagde Salt. »Vi kan ikke finde noget som helst i dette mørke,« sagde Ronald og så sig om. Der var så mørkt, at han knap kunne se sin egen hale. »Vi gamle rotter har vores ting i orden,« sagde hans far og stak alpehuen i bæltet. »Nu skal du bare se, hvordan kloakrotter arbejder.« De andre tog deres solbriller af og fandt nogle lygter frem, som de satte fast på deres hoved. Roger havde en ekstra lygte, som Ronald kunne få. Lyset fra de små lygter for frem og tilbage langs væggen og lyste op foran dem. De fire rotter gav sig til at gå efter ostelugten. Hvad sker der? De havde gået langt, da vejen gik lidt nedad. Så blev det stejlt. Og med ét skred Roger. Han gik bagest. Han kom som en kugle bag fra og slog benene væk under de andre. De skred i en klynge ned mod enden af røret. Det gik mere og mere stærkt. Det var som at falde og falde og falde ... Til sidst skød de ud af det smalle rør som en prop springer ud af en flaske. De faldt en meter ned i et rør, der var større og endnu mere beskidt. »Min næse siger mig ... « sagde Salt. Hans snude snusede luft ind. »Din næse har helt ret,« afbrød Peber ham. »Stå helt stille, rotter! Det gælder livet! « Men Ronald var omtåget efter rutsjeturen. Han var ør i sit hoved. Og han måtte tage et skridt bag ud for ikke at falde. Så blev hans arm og ryg fanget i et fast greb. Han ville prøve at rive sig løs, men så satte den anden arm sig også fast. »Hvad er det? Hvad sker der?« råbte han bange. »Dette er det værste, der kunne ske,« sagde Peber trist, mens han rettede på sin hovedlygte. »Vi er havnet i et edderkopperør,« sagde Salt mindst lige så trist. »Vi må have Ronald løs så snart som mulig!« råbte Roger og bøjede sig over Ronald. Han var viklet ind i det klæbrige edderkoppenet. Fanget i nettet Nettets tråde var tykke som rotteben. De tre voksne rotter kunne hive Ronalds ene arm fri. Men resten af ham sad helt fast. De måtte gnave sig gennem de tykke tråde.Men oppe under loftet var et grusomt dyr ved at vågne op. Det var en edderkop. Den var så stor, at selv Konrad Kat ville have haft svært ved at hamle op med den. »Shit, manner!« udbrød Ronald, som nu var blevet fri. Han gik to skridt tilbage, mens han så på det uhyre, der var på vej hen mod dem. »Du milde mus!« råbte Salt, Roger og Peber i kor. Den store edderkop havde otte ben med hår på og tænder, der lyste klart under dens mave. Den havde seks brune øjne, to gribekløer og en sort giftklo lige under sine øjne. Det syn glemte man ikke lige straks. På ben, der var som gelé, krøb de fire rotter gennem et hul i nettet for at komme væk. Men Salt nåede det ikke. Han var alt for bange. Hans tænder klaprede som kastagnetter. Han gik tilbage. Med ét var han fanget i et hjørne. Uden nåde kom den store edderkop hen mod ham. Den gav et hvæs, og de to kløer klappede sammen som krabbekløer. Det blev Ronald, der gik i aktion. »Er vi modige rotter eller feje mus?« spurgte han og krøb igen gennem hullet i nettet. »Vi kan ikke lade Salt blive til edderkoppemiddag.« Roger og Peber tænkte først, at det var lige så godt at være feje mus. Men så fulgte de efter ham med et suk. »Den ungdom ... « sagde Roger for sig selv. »Hjæælp,« peb det i hjørnet. Salt havde næsten mistet sin stemme. Den store edderkop nappede efter den tynde rotte. Dens kløer blev lukket om Salt med tørre, hårde smæld. Roger tog fat i et af uhyrets ben og bed til. Peber og Ronald angreb hver deres ben. Edderkoppen vaklede. Først ville den bakke. Så gav den sig til at sparke sine angribere. Nu fik Salt også modet igen og gik i kamp mod endnu et ben. De bed sig fast i hver sit ben på uhyret. De smagte som salt, tørret kød med stive hår. Edderkoppen bøjede sig og var lige ved at nå dem med sine tænder. Men så tabte den balancen. »Af banen!« råbte Peber og sprang til side, inden den tunge krop faldt. Uhyret sank til siden og faldt om på ryggen med et brag. »Vi rotter kan klare hvad som helst!« sagde Salt glad. »En rotte kan klare alt. Hører du det, Ronald?« sagde Roger og gav sin søn et klap på ryggen. »Det vidste jeg da godt,« sagde Ronald med et grin. Lige inden de gik videre, skrev han med spray på edderkoppen: Rotterne var her. »Det er min søn,« sagde Roger stolt med et smil så bredt, at han kunne have spist en banan på langs. Kæmpekloakken Lidt senere kom de til en bred kloakstrøm.»Åh, det er jo Kæmpekloakken,« sagde Salt. »Den kan jeg altid kende! Sikke en herlig aroma!« »Der er vist nogle ting, man kun kan sætte pris på, når man jobber her,« sagde Ronald med en rysten på hovedet. Luften sved i hans øjne. Kæmpekloakken løb fra den ene ende af byen, gennem centrum og ud i floden. Der hang elpærer i loftet, som gav et gult, skident lys. De kunne se mange rør. Der lød dryp, rislen og blob-blob lyde over alt, hvor vandet løb. De tre voksne var ikke enige om den vej, de skulle gå. »Jeg sværger ved Gamle Pebers ære på, at ostelugten kommer nede fra,« sagde Peber. Salt og Roger var ikke enige med ham. Men da Peber svor ved Gamle Peber, tav de stille. Gamle Peber havde nemlig været alle tiders rotte til at finde ost. Han kunne lugte ost, der var 1.000 meter væk. Han kunne lugte, hvor stor osten var. Hans næse kunne mærke, om osten var lagret godt, og om den var for muggen til at æde. Det var fordi Gamle Peber havde haft en alenlang snude. Den var så lang, at han kunne stable 36 skiver ost på den. Og også have plads til en tynd skive brød. Peber nævnte kun Gamle Pebers navn, når han var helt, helt sikker i sin sag. Så var sagen bøf. De fire rotter gav sig til at gå langs den smalle vej ved siden af Kæmpekloakken. »Hej, vi skal vel ikke gå?« råbte Ronald. »Tror du måske, at der kommer en taxa forbi?« sagde Roger. »Vi kan bygge en båd,« sagde Ronald. Han havde læst en bog om bævere. De byggede huse og både og drog på lange rejser i andre floder. »Unge nu om dage ... « sagde Salt. »Da jeg var ung ... « sagde Roger. »Fedt nok, Ronald,« råbte Peber, »en båd er da en skide god idé!« Han klappede i sine hænder og gav sig til at danse en lille vals på Kæmpekloakkens bred. »Jeg har altid ønsket mig at være en vandrotte. Tænk på det frie liv til søs!« Salt og Roger gav op og slog ud med armene. En båd med rotter De byggede en båd af ti ispinde, en halv meter tandtråd og fire stykker kork. Salt brugte en lang kvist som styrepind. Så tog de af sted.»Jeg har aldrig før været så langt væk,« sagde Salt. Han holdt udkig i den halvmørke gang. Langt fremme gled floden dovent til venstre. En gang blev et dæksel løftet op lige oven over dem, og en mand stak sit hoved ned. »Det er det værste, jeg har set,« lød en stemme. En stærk lygte lyste på dem. »En båd med rotter!« »Du må have rotter på loftet,« sagde en anden. »Tror du for alvor, at rotter kan bygge både?« »Du har ret. Jeg bør nok gå hjem og lægge mig. Det må være en virus eller sådan noget,« sagde den første. De fire rotter gav sig til at fnise. »Vi rotter kan klare hvad som helst,« sagde Peber. »Hvad som helst!« sagde de andre. »Og hvad siger gult?« råbte Ronald. »GAUDA!« hylede de alle i kor. Så satte de Peber helt foran i båden, så de bedre kunne styre efter hans næse. Da de havde sejlet ned ad Kæmpekloakken i 20 minutter, hørte de en lyd af vand, der bruste. Den lød højere hvert sekund. Til sidst blev den til et brøl, der truede med at gøre dem døve. »Hvad sker der?« råbte de til Peber, som sad og så frem i halvmørket. »Jeg kan ikke få øje på noget.,« råbte Peber. »Men det er næppe noget rart.« Roger gjorde et forsøg på at styre båden ind til Kæmpekloakkens bred. Men det var for sent. Der var for stærk strøm. Nu skreg Peber af skræk. »Må-gud-hjælpe-os!« hylede han. »Spænd selen og træd på bremsen!« »Hvad for en bremse?« råbte Salt. »Glem bremsen! Bed til rotternes gud om, at vi overlever de næste sekunder. Og hold fast i et stykke kork. Så letter vi!!!« Og nu blev båden skudt lige ud i den tomme luft. Der lugter af Alli De fløj gennem luften. De faldt og faldt. Det var mørkt.Så ramte de vandet med et kæmpe plask. Båden kæntrede. Den sank næsten helt til bunds. Så gav den sig til at stige igen og kom snart på ret køl. Salt havde travlt med at holde sig fast. Derfor kunne han ikke styre båden. I stedet for at følge Kæmpekloakken videre, kom de ind i en sidekanal. Det var, som om de blev suget ind i det trange og mørke rør. Der var ingen lys i loftet. »Uha ... uha ... « sagde Roger og satte lygten fast på sin pande igen. »Vi har et problem.« »Der lugter af gammelt læder, blod og tusind beskidte kattepoter,« sagde Peber eftertænksomt. »Der lugter af Alli,« sagde Roger så lavt, at de andre næsten ikke kunne høre ham. »Åh nej! Du milde mus!« peb Salt. De var havnet i det rør, hvor Alli Alligator boede. Alli var en meget stor, næsten blind alligator, som faldt i wc-kummen, da han var baby. Han blev skyllet ned i kloakken. Her blev han snart fed ved at spise alt, som kom ind i hans gab. Mus, rotter, insekter og gerne en mand, hvis en kloakarbejder kom i vejen. Der gik mange grimme rygter om Alli. For selv om han var blind, var han langt fra hjælpeløs. Han havde 139 skarpe tænder og en fin lugtesans. Før Salt var færdig med at sige »MUS«, var båden på vej hen til noget, der så ud som en træstamme. Det var en bred og kantet snude, der stak op af vandet. Båden ramte den lige midt på snuden med et smæld. De holdt sig kun lige indenbords. De kunne se to øjne i det dunkle rør. To øjne, der lyste som glødende kul. »Åh, det var skønt med gæster!« hvislede Alli og gav sig til at snuse med vidt åbne næsebor. »Vi ee-er baaa-re på gennem-rejse,« stammede Peber. »Det er jo rart, at I giver Jer tid til at lade vejen falde forbi en ensom, gammel alligator,« sagde Alli. »Det bliver ofte lidt trist her i røret. Det er heller ikke mad, en gammel alligator tænker mest på.« Allis øjne blinkede, mens de blev fyldt med tårer. »Vi skal ikke trænge os på,« sagde Salt. Han brugte åren til at holde båden væk fra Allis snude. »Vi må videre.« »Nej, nej!« råbte Alli. »I må ikke gå fra mig. Alle tror, at jeg kun tænker på én ting. Men jeg er nu ret så træt af mad.« Og med de ord gylpede Alli en halv gris, 14 kalvekoteletter og et stel til 12 personer op. »Det stel slugte jeg ved et uheld. Synet er ikke, hvad det har været!« sagde han og gned sig i øjnene med sine kløer. Halen snoede sig uroligt bag ham. Salt holdt ham 20 centimeter væk med åren. Han gjorde, hvad han kunne for at dreje båden rundt om uhyret. Men Alli kunne godt finde ud af at flytte sig, så han hele tiden var mellem dem og udgangen. De kunne se, at han stjal sig til at se på dem bag sine kløer. »Mine venner,« lo Alli. »Jeg har det med ét meget bedre. Sjovt nok er jeg sulten igen. Og siden I nu er fire stykker: Kunne jeg så ikke få lov til at spise bare én af jer?« De kunne se, at hans tænder lyste nede i vandet. Hans øjne blev til smalle revner. »Jeg tror kun, at han kan se lyset fra vores lygter,« sagde Ronald lavt til de andre. »Uden lyset er han hjælpeløs. Vi kan snyde ham og komme væk.« »Hvordan?« spurgte Salt. »Jeg har en plan,« sagde Ronald og trak de tre andre hen til sig. Bare et lille bitte måltid »Nå, hvad bliver det til?« sagde Alli.Så gav han et par smæld med sit store gab og åd fem centimeter af åren. Ronald gav et tegn til de andre. De satte poterne foran deres lygter, så lyset blev helt væk. Så kastede Ronald sin egen lygte ud i vandet til venstre for Alli. Hurtig som et lyn vred Alli sit hoved hen til det sted, hvor lygten havde ramt og klemte sine kæber sammen. I samme nu slap Roger åren, så båden stødte ind i siden på uhyret. Hurtigere end en mus kan slippe en prut, sprang alle fire op på den furede ryg og løb ned mod halen. »Hej - stop lige!« skreg Alli. »Jeg har sådan brug for mad. Bare et lille bitte måltid. Lidt godt at putte i munden!« Han kunne mærke, at noget rørte sig på hans ryg, og han bøjede sin krop, så meget han kunne. Men de fire rotter sprang fra halen i land. Så satte de kursen over mod en trappe, som Ronald havde peget ud for dem. De kunne høre det bruse i vandet bag sig. Den store alligator gjorde, hvad den kunne for at hæve sin tunge krop op på kanten. Der lød flere gange et smæld fra dens kæber, og Peber fik næsten bidt halen af. Men de kom til sidst op ad de ti trin og ind i en lang tunnel. De fire rotter fulgte gangen i lang tid. De tog den første vej til højre. Så til venstre, så til højre og derpå til højre igen. Endnu en gang til venstre, og så lige til højre. Mens de sang de mest populære rottesange af fuld hals. Ronald ville endda have de andre til at synge med på »Mus! Mus! Mus! Gå væk!!!« Men det blev for stærkt for de voksne. De kom til et sted, hvor den lange tunnel delte sig i fire. »Det var sært,« sagde Peber og så forundret frem for sig. »Sært?« spurgte Roger. »Ja, sjovt,« sagde Peber og lod svaret hænge i luften, mens han lidt forlegen så på dem. »Lidt flovt. Tja, lidt sjovt, måske. Men måske slet ikke spor sjovt ... « »Hvad er der i vejen?« sagde Salt og blev bleg. »Øhh ... Vi har jo mistet ostesporet« Det så ud, som om Peber måtte tage sig sammen for at sige det, som det var. »... og vi er vist faret vild. For første gang i mit liv aner jeg ikke, hvor jeg er. Og alle veje her lugter enten af Alli eller af edderkopper, store som huse!« Faret vild »Du har altså ingen anelse om, hvor i hede hule rotte-land, vi er!« Roger var så gal, at hans snude blev blå-rød.»Hvad er du for en mester-lugter? Har du i det hele taget nogen sporsans? Du er mindst lige så dygtig som en dværgmus!« Det værste, man kan sige til en rotte, er, at han er en mus. Men at kalde nogen for »dværgmus« er som at slå ham under bæltestedet. Pebers snude var ved at svulme op og skifte farve. »Er det sådan en kloakekspert løser problemer? Det var da godt at vide for sådan en nybegynder som mig,« sagde Ronald med et hånligt smil til de to kamphaner. »Pas du nu på, ellers skal jeg lave rottesteg af dig og din spraydåse!« sagde hans far vredt. »Det ville da ikke være så smart,« sagde Ronald frækt. »Jeg kender nemlig vejen ud af denne labyrint.« Roger så vredt på ham. Og det blev han ved med, lige til Ronald pegede på det, han havde skrevet på væggen. Der stod: Alle mus er dumme! »Og sådan noget har jeg skrevet hele vejen, mens I bare er faret vild.« Ronald sagde det med et sødt smil. »Hvad var det nu, du sagde om en rottesteg?« »Det er min søn!« udbrød Roger og gav ham et dunk i ryggen. »Er han ikke utrolig?« Ingen gjorde vrøvl. Ronald førte an, og de tre voksne fulgte efter med tung gang og hængeører. »Jeg troede, at det var os, der var eksperter,« sagde Salt stille. »Jeg tror ikke, at vi skal sige noget til de andre gutter om det her,« sagde Roger. »Det bliver mellem os.« Peber lugter ost Peber gjorde med ét holdt. Han gav sig til at sniffe.»Gutter!« råbte han. »Her lugter af ost! Jeg tror kun, at vi er 20-30 meter fra det. Det er gauda, kære venner. Dejlig, vellagret gauda. Og af en kvalitet jeg i hele mit rottelange liv aldrig har lugtet før!« De gik videre og kom snart til et kryds, hvor lugten af ost var så stærk, at selv Ronald kunne lugte det. Nu gik de så stærkt, at det føltes, som om de fløj efter deres snuder. Lige til de kom til midten af et langt rør. »Hej! Stop!!« råbte Peber til de andre. »Lugten kommer derfra.« Han pegede med rystende pote på et rør, som stak frem fra loftet. »Her må vi klatre i tov.« Peber krøb op på ryggen af Salt og videre ind i røret. Her satte han tovet fast, så de andre kunne klatre op og ind i afløbsrøret. Til sidst stod de våde og glade i et lille rum. Et helt tomt rum med en dør i den ene ende. Og den var låst og ikke til at rokke. Men rotter lader sig ikke standse af noget så banalt som en dør. En halv time senere havde de gnavet et rundt hul i døren, som de kunne presse sig igennem. »Det er fed gauda, mand!« råbte Peber. De kunne se, at hans øjne gav sig til at dreje rundt om sig selv. »Jeg må være lykkens ost!« Så gik han ud som et lys og faldt om på ryggen. De var kommet ind i et rum, der var langt og højt. Der var tre meter til loftet og lyset var svagt. Men det mest sære var alle de store gauda-oste, der var stablet som en høj midt i rummet. Der var fire gange fem meter med tykke ruller af verdens bedste ost! En gauda, der var så fin, at det kunne få selv en osteekspert til at dåne. Alt var sovset ind i herlig gaudalugt. Ronald blev svimmel. Roger og Salt fik tårer i øjnene. »At jeg skulle få lov til at opleve dette,« sagde Salt stille og snusede. Peber rejste sig igen med en vaklen. »Jeg må have rotter på loftet. Eller også er jeg død, og så er jeg havnet i en himmel lavet af ost,« sagde han og lagde med bæven sine poter på en stor ost. »Ja, kære venner. Skal I ikke smage?« lød en blød stemme. De fire rotter fór sammen. Oste-højen Det måtte være Konrad Kats storebror. En kat med gul-brun pels stod lænet op ad ostehøjen. Han filede sine kløer med en neglefil. Han så skråt hen på dem, mens han holdt den ene pote op mod lyset. Hans røde tunge gled hen over de kridhvide tænder.Roger så på Peber. »Plan B,« sagde han. Peber nikkede: »ja. Plan B, straks!« Inden man kunne nå at sige »mus« gik Roger og Peber til angreb på ostehøjen. De gav sig til at gnave et hul, og med ét blev hullet til en tunnel. Salt og Ronald krøb ind efter dem. Katten blev taget på sengen. Han nåede næppe at slippe neglefilen, før de havde gnavet sig langt op i osten. De smed ostekrummer bag sig, da de nåede videre. På 20 sekunder var de oppe på toppen af ostehøjen. Med ost i håret, i næsen, i øjnene og under armene rejste de sig op og så ud over kanten. Katten stod stadig på gulvet. Han var gal og truede dem med en pote. »Ækle osteflabe! Feje tyveknægte! Kom her ned med det samme!« skreg han. Han tog tilløb og sprang op mod toppen af ostehøjen. Men osten var for blød. Katten kunne ikke få fodfæste. Hans kløer gled. Han kunne ikke klatre, og rottehullet var for smalt til ham. Han kunne ikke andet end at skælde og smælde. Men alt var ikke helt, som det skulle være for de fire rotter. De kunne ikke bo på ostehøjen resten af deres liv. Det kan blive for meget, selv for fire osteelskere. Og katten stod på vagt, så de ikke kunne komme væk. De fire rotter spiste ost og talte om, hvordan de kunne slippe væk. Så spiste de lidt mere. Og så lidt mere til ... Det var Peber, der først lagde mærke til det. Han holdt sig for maven og stønnede: »Åh, det var dog et djævelsk ostekneb. Jeg er så mæt!« »Mæt? Laver du grin med os?« spurgte Salt. »En rotte kan vel aldrig få nok ost?« Men idet han sagde det, blev han helt sjov at se på. Så satte han sig ned og gned sin ømme mave, der bulede ud som en badebold. De havde ikke nået at lægge en plan for at komme væk, før de hørte en sær lyd. Roger så ud over kanten og blev helt bleg. Katten havde hentet en stige! »Nu må vi nok gøre os klar,« sagde han stille til de andre. »Åh,« sagde Peber med et suk. Han var bleg om snuden. »Åh!« Salts tunge hang ud af halsen. Katten kom op ad stigen, mens den glad slikkede sig om munden. Ronald lagde sig fladt på maven, så katten ikke skulle opdage ham. Da katten så op over ostens kant, tog Ronald spraydåsen og sprøjtede maling lige ind i hans ansigt. Katten skreg som ti vilde katte, der bliver hevet i halen på samme tid. Så faldt han ned som en tom sæk. Turen hjem Så tog de Peber, som var næsten døden nær af mavekneb, mellem sig, og pilede forbi katten. Han lå på gulvet og gned sig i fjæset. Men han gned bare farven endnu mere ind. Ronald gav katten et spark i rumpen, da de gik forbi. »Det får du for at true fire ærlige rotter på den måde,« sagde han og undgik kattens kløer. Turen hjem var langt mindre farlig end rejsen ud. Men Peber måtte bæres en del af vejen. Derfor var de sølle og trætte alle sammen, da de krøb op på den afsats, som de kom fra. De lænede sig bagover med et suk. De var helt matte. Det var sådan, Ronalds mor fandt dem. De satte sig i det mindste op, da de hørte hende komme ned ad gangen. Nu var Magda blid. Hun havde en enorm pose ostesnacks med. »Nå, Ronald,« sagde hun og strøg sin søn over hanekammen. »Har du lært noget af din far?« »Det har været den bedste lære i hele mit rotteliv!« sagde Ronald. »Vi lærte vist noget alle sammen,« sagde Salt og fnisede. »Er der ingen, der har lyst?« sagde Magda og bød posen rundt. Men ingen rottepoter rakte ud efter de gode sager. »Hvad er der galt med jer?« Ostelugten fra Magdas snacks var ved at trænge sig på. De fire rotter blev mere og mere grønne om snuden. »Nej tak, jeg er helt mæt,« sagde Roger. Ronald var helt dårlig. Han sagde så let, han kunne: »Jeg har spist i dag, tak.« Salt vendte sig væk fra posen, som om den var giftig. »Det, som Ronald ikke ved om ost nu, er ikke værd at vide. Vi har været så optaget af ost, at jeg ikke tror, at jeg kan få en eneste bid ost ned igen i hele mit liv.« Peber kunne først kun bøvse. Så kom der tre hik, før han kunne sige: »Jeg er gået på slankekur.« Så gled hans hoved bagover og han faldt om med begge poter rundt om sin tykke mave. |